A-kasser oplever stormløb fra nye medlemmer under corona
I marts var der mange, som meldte sig ind i en a-kasse - formentlig for at værne sig mod konsekvenserne af den igangværende coronakrise, der har lukket dele af landet. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Coronakrisen har gjort flere usikre på deres jobsituation, og derfor melder mange sig ind i en a-kasse.
I marts meldte knap 8000 personer sig ind i en a-kasse, hvilket er den største månedlige stigning i en årrække.
Det oplyser Nykredit på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Hvis man ser bort fra en revidering, som Danmarks Statistik lavede for nogle år siden, er stigningen i marts den største i mere end 24 år.
Det er først, når man har været medlem af en a-kasse i mindst et år, at man er berettiget til dagpenge. Uanset ser mange lige nu ud til at melde sig ind i en a-kasse for at sikre sig bedst muligt mod konsekvenserne af coronakrisen.
- Vi ser en stor tilstrømning til a-kasserne i øjeblikket, fordi jobsituationen er blevet usikker for rigtig mange mennesker på samme tid.
- Så det er et ønske om at sikre sig mod ledighed, forklarer Troels Kromand Danielsen, der er cheføkonom i Nykredit.
Sammenlignet med de seneste seks år er niveauet fra marts cirka fire gange så højt. Det hænger sammen med, at knap 2000 i gennemsnit har meldt sig ind i en a-kasse hver måned over de forgangne seks år.
Nykredits cheføkonom regner ikke med, at den store tilgang hos a-kasserne er en enlig svale. Han forventer, at flere vil følge i samme spor den næste tid.
- De 150.000 personer, der er hjemsendt på lønkompensation, og de 36.000 selvstændige, der har søgt om kompensation for tabt omsætning, overvejer nok grundigt et a-kassemedlemskab, hvis de ikke allerede har et, siger Troels Kromand Danielsen.
Cirka 75 procent af de beskæftigede er medlem af en a-kasse.
Ifølge Danmarks Statistik nåede ledigheden i marts sit højeste niveau i flere år.
Den steg fra februar til marts med 0,4 procentpoint til 4,1 procent. Ikke siden september 2017 har arbejdsløsheden været så høj.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde