Afdragsfri lån giver dig ottedoblet risiko

Boligejere med rentetilpasningslån uden afdrag løber en langt større budgetrisiko end de boligejere, der også afdrager på lånet.

Ydelsen på et afdragsfrit lån vokser otte gange hurtigere, når renten stiger, end den tilsvarende ydelse på et lån med afdrag.

Det konstaterer banken Spar Nord, der advarer om, at boligejernes følsomhed over for rentestigninger er på et historisk højt niveau. Ved en rentestigning til tre procent vil over 40 procent af boligejerne få fordoblet ydelsen, når de skal tilpasse lånet.

- Når rentestigningen kommer, vil den ramme boligejerne hurtigere og langt kraftigere, end vi nogensinde tidligere har set - særligt for den store gruppe af boligejere, der har afdragsfrie tilpasningslån, siger Martin Lundholm, senior porteføljemanager i Spar Nord.

Banken opfordrer boligejerne til at være opmærksom på risikoen i forhold til deres budget.

De afdragsfrie lån bliver hårdt ramt af stigende renter, fordi renten udgør hele ydelsen. På lånene med afdrag falder afdragene faktisk ved stigende renter. Dermed bliver den samlede ydelse stabiliseret.

De afdragsfrie lån har lave ydelser, men til gengæld en meget direkte påvirkning fra stigende renter.

Et lån på en million kroner med afdrag vil med en rente på 1,5 procent koste netto ca. 36.800 kroner. Med en rente på 3,5 procent stiger betalingen til ca. 43.000 kroner.

Et tilsvarende lån uden afdrag vil med den lave rente koste godt 10.100 kroner, men nå op i knap 23.700 kroner, når renten er på 3,5 procent, viser beregningen.

/ritzau/

Ved at vælge et rentetilpasningslån uden afdrag bliver man ramt otte gange mere af en stigende rente end ved lån med afdrag, lyder advarslen fra bank.

Offentliggjort Sidst opdateret