Afstemning: Vil du betale for nyheder på nettet?

I en tid, hvor annoncekronerne bliver færre, er mange nyhedmedier begyndt at se sig om efter andre måder at skaffe de livsnødvendige indtægter på.

Eksempelvis er den internationale mediemogul Rupert Murdoch begyndt at overveje, hvordan han kan begynde at tage penge for de mange nyheder, der står på hans forskellige netaviser.

Også herhjemme begynder lignende tanker så småt at dukke frem i offentligheden. Eksempelvis er JP/Politikens Hus begyndt at overveje betaling for nyheder på nettet som en fremtidig indtægtskilde.
- Jeg tror, vi må erkende, at det ikke er langtidsholdbart at forære dyrt producerede nyheder væk. Endnu har vi bare ikke nøglen til, hvordan vi kan tage penge for nyheder på nettet, men vi ser på det, siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch til Ritzau.

Når JP/Politikens forskellige netaviser ikke bare fra i morgen begynder at kræve abonnementsbetaling for eksempelvis eb.dk, jp.dk og politiken.dk, så skyldes det ifølge Lars Munch, at det vil sende læserne direkte over på de gratis netaviser.
- Den grundliggende forhindring er, at vi i årevis har foræret det væk. Og hvis én begynder at tage penge for det, vil brugerne søge derhen, hvor det er gratis. Blandt andet Danmarks Radios hjemmeside, som jo nok altid vil være gratis. Derfor er det ganske vanskeligt at løse, erkender Lars Munch.
- Men jeg tror ikke, der er mange bladhuse, der ikke overvejer det, tilføjer han.

Hvad mener du? Er det rimeligt, hvis de danske mediehuse begynder at tage betaling for nyhederne på nettet? Deltag i afstemningen nedenfor.








I dag er det gratis at læse nyhederne på f.eks. folketidende.dk. Men flere mediehuse andre steder går med overvejelser om at tage penge for netnyhederne.

Offentliggjort Sidst opdateret