Aktiemarkederne i Asien falder tungt på virusfrygt
Bekymring for virusudbruds indvirkning på økonomien får investorerne i Asien til at flygte fra aktier.
Aktiemarkederne i Asien falder mandag tungt på bekymring over de økonomiske konsekvenser af det virusudbrud, der siden januar har spredt sig fra Kina til resten af verden.
Et kollaps i olieprisen har forstærket panikken på finansmarkederne, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Fra Sydney til Tokyo er aktiemarkederne mandag "et hav af rødt". I Japan og Australien falder aktieindeksene med omkring seks procent, mens Sydkorea og Singapore oplever fald på omkring tre procent.
Især japanske eksportvirksomheder er hårdt ramt, fordi den japanske valuta, yen, er styrket over for den amerikanske dollar.
Opturen for yen blev udløst af et voldsomt fald i prisen på råolie på over 30 procent mandag i Asien.
Olieprisen er under pres af en faldende efterspørgsel på grund af virusudbruddet, og samtidig satte Saudi-Arabien i weekenden sine officielle oliepriser ned.
I tider med usikre udsigter for verdensøkonomien er det populært blandt investorer at købe yen, som anses for at være en "sikker havn" på linje med eksempelvis guld.
- Investorerne søger mod sikre havne som følge af accelererende tilfælde af Covid-19 (virussygdommen, red.) i Europa samtidig med, at Saudi-Arabien udløser en priskrig på olie. Det skaber yderligere panik på et marked, som i forvejen er præget af frygt, skriver Stephen Innes, markedsstrateg hos finanshuset AxiCo, i en note mandag ifølge AFP.
I USA er der mandag også udsigt til faldende kurser. Ifølge CNN står det brede S & P 500-indeks til at falde 4,9 procent fra åbningen.
Virusudbruddet viser ingen tegn på at aftage, skriver AFP. Over 100.000 mennesker i næsten 100 lande er eller har været smittet, og globalt har virusset forårsaget over 3000 dødsfald. Heraf hovedparten i Kina.
- Du ved bare ikke, hvordan tingene vil udvikle sig, siger cheføkonom Sarah Hunter fra BIS Oxford Economics ifølge AFP.
- Det ser vi med de vilde udsving, som slår igennem på markederne.
En rapport fra FN's handels- og udviklingsorgan, Unctad, bekræfter, at virusudbruddet svækker den økonomiske aktivitet. Både handel, indtjening og investeringer.
Hvor Unctad før virusudbruddet havde forventet en stigning i virksomheders udenlandske investeringer på omkring fem procent i år, så tror Unctad nu, at den form for investeringer falder til det laveste niveau siden finanskrisen i 2008. Det skriver Reuters.
Analysen er baseret på oplysninger fra verdens 5000 største børsnoterede virksomheder. I snit har de sænket forventningen til årets indtjening med ni procent på grund af virusudbruddet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde