Aktierne falder på grund amerikansk uro

Det bliver endnu én af de dage. En dag med kursfald på aktiemarkederne.

De danske aktier i det toneangivende C20-indeks på børsen i København falder med 1,55 procent efter en times handel mandag morgen.

Et billede der går igen på alle de store europæiske aktiemarkeder, hvor det tyske DAX ligger til fald på tre procent, mens det franske CAC ligger til et fald på to procent.

- Det er fornyet frygt om gældsproblemerne i særdeleshed i Europa. Det er den samme sang, som vi har hørt længe efterhånden, siger Jacob Pedersen, der er analytiker i Sydbank.

- Hvis man dertil lægger, at man i USA er uenige om, hvordan man skal strikke en genopretningspakke sammen for amerikansk økonomi, så er det med til at gøre usikkerheden større, siger han.

Lige nu er der en general bekymring for, at amerikanerne ikke kan blive enige om, hvordan man skal holde hånden amerikansk økonomi.

Aktiemarkederne reagerer nemlig negativt på forlydender om, at den amerikanske budgetkommission, der skulle komme med forslag til besparelser for 6600 milliarder kroner over 10 år, ikke har kunnet nå til enighed.

Det forventes, at amerikanerne allerede mandag melder ud, at man ikke kan blive færdig med forslaget på grund af uenighed.

Faldet sker også i kølvandet på det spanske valg, der har rystet aktierne i Asien. Men det er ikke den primære grund til, at faldene er så massive. Analytikeren vurderer, at valget derimod kommer til at betyde, at der kommer en afklaring på den spanske økonomi:

- Spanien er jo en af de økonomier, som mange frygter kan ryge med i faldet. Og det vil have dramatiske konsekvenser for EU, siger Jacob Pedersen.

I Asien faldt Nikkei 225-indekset mandag 0,3 procent på børsen i Tokyo. Hang Seng i Hongkong ligger til et minus på 1,51 procent, mens det australske ASX-200-indeks faldt med 0,34 procent.

/ritzau/

Aktierne tager endnu en tur ned. Så længe amerikanerne roder med en redningspakke, vil der være nervøsitet.

Offentliggjort Sidst opdateret