Investorerne tager Slovakiets nej til udvidelsen af den europæiske hjælpefond med stor ro onsdag morgen.
Det ledende indeks på Københavns Fondsbørs, C20, falder blot med omkring 0,1 procent på trods af, at afstemningsresultatet udstiller store svagheder i eurozonen.
Seniorøkonom Frank Øland Hansen fra Danske Bank peger på, at det slovakiske parlament i sidste ende - måske allerede torsdag - vil stemme for udvidelsen af hjælpefonden.
Og skulle de igen sige nej, vil der alligevel blive fundet en løsning, mener han.
- Så forventer vi, at de 16 andre lande, som alle har ratificeret udvidelsen, vil finde en løsning, så de kan gå videre. Slovakiet stod også uden for den første hjælpepakke til Grækenland, siger Frank Øland Hansen.
Det er næsten tre måneder siden, at EU på et topmøde annoncerede den nødvendige udvidelse af hjælpepakken.
Frank Øland Hansen mener, at gårsdagens begivenheder også viser, hvor langsommelige og komplicerede EU's beslutningsprocesser kan være. Og at det får konsekvenser på aktiemarkedet.
- De finansielle markeder vil være forsigtige med at drage et lettelsens suk, når EU-lederne inden G-20 topmødet den 3. november kommer med en plan for, hvordan de vil redde Grækenland, det europæiske banksystem og euroen, siger han.
I stedet vil de afvente, at der kommer et endeligt nik fra samtlige 17 eurolande.
- Derfor er der også grund til at tro, at nervøsiteten på de finansielle markeder vil fortsætte lang tid endnu, siger Frank Øland Hansen.
Frank Øland Hansen understreger, at det er endog meget vigtigt, at EU nu står sammen om at finde en løsning på gældskrisen i Sydeuropa.
- Ellers kan det få store konsekvenser. Ikke kun for Grækenland, men også for resten af Europa, hvor det finansielle system kan bryde sammen, og vi kan blive kastet ud i en ny recession, siger seniorøkonomen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned