Landets ejerlejligheder vokser en lille smule natten til tirsdag - på papiret i hvert fald.
Nye regler betyder nemlig, at ejerlejligheder, der sættes til salg, fremover skal annonceres med det areal, der fremgår af Bygnings- og Boligregistret, BBR. Hidtil er ejerlejlighederne blevet solgt efter det tinglyste boligareal.
BBR-arealet er typisk en smule større, fordi fællesarealer tælles med - for eksempel lejlighedens andel af et adgangsareal.
Ifølge en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home vil ejerlejlighederne i gennemsnit "vokse" med 5,72 kvadratmeter i salgsannoncerne. Jo større lejlighed, jo mere vil den typisk vokse med BBR-tallene indregnet. Men prisen følger altså ikke med op.
Homes mæglerfaglige chef, jurist Birte Friis, mener, at ændringen giver god mening. Det vil nemlig øge gennemsigtigheden for boligsøgende.
Det skyldes, at helårshuse, sommerhuse og andelslejligheder allerede annonceres med BBR-tallet.
- Efter 1. februar er der altså tale om ensartede regler for annoncering af alle boligtyper, siger Birte Friis.
Dermed bliver sælgerne af lejligheder ligestillet, når købere ser på, hvor mange kvadratmeter de får for pengene.
Også for lejelejligheder oplyses et BBR-tal.
- Fremover vil boligsøgende derfor også direkte kunne sammenligne boligarealet i ejer- og lejeboliger, siger Birte Friis.
Det er dog fortsat et krav, at det tinglyste boligareal skal fremgå af salgsopstillingen på ejerlejligheder. Den skal altså indeholde både det tinglyste boligareal og BBR-arealet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde