Alle EU-lande havde underskud i 2009

Der var underskud over hele linjen i EU sidste år. Alle 27 lande havde røde tal på bundlinjen for de offentlige finanser, viser tal fra Danmarks Statistik.

Danmark kan dog holde hovedet nogenlunde højt, for vi er blandt de seks lande, som 'kun' havde et offentligt underskud på tre procent eller derunder. De andre lande er Finland, Sverige, Tyskland, Estland og Luxembourg.

- Tallene viser, at vi i Danmark klarer os rigtigt fornuftigt i 2009 - vores underskud på den offentlige saldo løb sidste år i 2,7 procent af BNP, kun fire lande klarede sig bedre, siger Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank i en kommentar.

Ifølge ØMU-kriterierne, der er fastlagt i EU-traktaten, er tre procent under normale omstændigheder grænsen for underskuddet på den offentlige saldo.

Men det krav var der altså 21 EU-lande, der ikke formåede at leve op til.

Irland havde det største underskud på 14,4 procent af BNP, mens Grækenland havde det næststørste på 13,6 procent.

Samlet havde EU-landene et underskud på 6,8 procent af BNP. I 2008 var EU-landenes underskud på to procent, mens det lå på omkring en procent i både 2006 og 2007.

Den offentlige bruttogæld må højst udgøre 60 procent af BNP under normale omstændigheder. Af de 27 EU-lande havde de 15 en offentlig gæld på mindre end 60 procent.

- Kigger vi på den offentlige bruttogæld, så var der også tale om en ganske fin placering for Danmark, som med en bruttogæld på 41 procent af BNP placerer sig blandt duksene i EU, siger Steen Bocian.

Den offentlige gæld i hele EU udgjorde 74 procent af BNP i 2009.

/ritzau/

Hele EU havde røde tal på bundlinjen for de offentlige finanser i 2009. Men Danmark lå i den pænere ende af klassen.

Offentliggjort Sidst opdateret