Amagerbank griber efter halmstrå

Amagerbanken hænger i en tynd tråd. Finanstilsynet har sat kravet til bankens solvens op til 13,6 procent, og da banken lige nu kører med en solvens på 11,5 procent, overtræder banken lovens krav på otte procent.

Finanstilsynets krav har fået Amagerbankens ledelse til omgående at klage til Erhvervsankenævnet.

Bankanalytiker og direktør Bjarne Jensen fra analyse- og konsulentvirksomheden BJ Consult kalder bankens situation for "træls og ubehagelig".

Får banken ikke ret i sin anke og ikke efterfølgende kan få tingene i orden, vil Amagerbanken enten overgå til det statsejede selskab Finansiel Stabilitet, eller der skal findes en køber til banken.

Bjarne Jensen tøver ikke med at kalde situationen for en krisesituation, og han mener, at beslutningen om at anke får betydning for banken allerede på kort sigt.

- De sidder med et sværd hængende over hovedet forstået på den måde, at hvis de ikke får ret, så er der en risiko for, at Finanstilsynet trækker banklicensen, og så er der andre, der skal ind og tage over, siger Bjarne Jensen til RB-Børsen.

Formueforvalter Thomas Berngruber fra Formuepleje tillægger en overlevelse de bedste chancer.

- Det er endnu ikke den endelige dødsdom, men den nærmer sig. Amagerbanken har vundet noget ekstra tid, men en overlevelse vil kræve noget helt exceptionelt, siger Thomas Berngruber til borsen.dk.

Finanstilsynet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere afgørelsen yderligere.

Afgørelsen har fået Amagerbank-aktierne til at rasle ned. Ved middagstid lå faldet på Københavns Fondsbørs på små 30 procent til kurs 37,50.

/ritzau/

Den kriseramte Amagerbanken er kommet en lukning nærmere. Det fastslår flere eksperter.

Offentliggjort Sidst opdateret