Amagerbanken holder hånden under Palm

Med en negativ egenkapital på 275 millioner kroner har eksbokseren Hans Henrik Palm ikke mange penge til at betale renter og afdrag på sit 377 millioner kroner store lån i Amagerbanken og Forstædernes Bank, skriver dagbladet Børsen.

Men i stedet for at begære eksbokseren konkurs har bankerne nu valgt at give Palm henstand og først opkræve renter og afdrag på gælden, "såfremt der er likviditet i koncernen", som der står i ledelsesberetningen fra Hans Henrik Palm Holding ApS, der netop har aflagt årsregnskab.

Denne praksis får dog alarmklokkerne til at ringe i Finanstilsynet, skriver Børsen.

Hermed holder Amagerbanken og Forstædernes Bank nemlig reelt hånden under eksbokserens selskab, som ellers ikke ville kunne opfylde kravene til "going koncern" - selskabets fortsatte eksistens.

- Det er en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at foreliggende låneaftaler med selskabet og koncernens bankforbindelser ikke kræves indfriet, skriver Hans Henrik Palm i ledelsesberetningen.

Han ønsker ikke selv at kommentere regnskabet yderligere, og slet ikke den usædvanligt blide behandling, som hans selskab får hos banken.

- Det har jeg ingen kommentarer til. Regnskabet er fra 31.12, og der er sket meget siden da. Jeg har ingen interesse i at sovse rundt i det, der har været, og slet ikke Amagerbanken og de udfordringer, der har været dér, siger Hans Henrik Palm til Børsen.

/ritzau/

Eksbokseren Hans Henrik Palm kan ikke betale af på sit 377 millioner kroner store banklån. Men i stedet for en konkursbegæring har han fået henstand.

Offentliggjort Sidst opdateret