Amagerbankens fremtid fortsat uvis

Der er for nærværende ingen afklaring på Amagerbankens ansøgning om at være med i den såkaldte bankpakke II. Når en sådan afklaring foreligger, vil den straks blive meddelt offentligheden, oplyser Amagerbanken i en meddelelse onsdag.

Dermed bryder banken længere tids tavshed om bankens situation. Det har den senere tid svirret med rygter og omtale af banken, og aktiekursen i banken er skredet kraftigt de seneste dage.

Netop onsdag steg aktiekursen dog atter kraftigt på baggrund af avisomtale af, at den britiske Barclays Bank skulle være interesseret i at overtage den københavnske bank.

De store udsving i bankens aktiekurs skyldes, at der hos en del investorer er usikkerhed om bankens overlevelsesmulighed, hvis man ikke får støtte fra statens bankpakke.

- Amagerbanken har siden efteråret 2008 valgt alene at udtale sig til medierne om væsentlige faktuelle forhold af betydning for banken. Banken har derfor hidtil undladt at udtale sig om overvejelserne om banken i medierne, hedder det i meddelelsen.

Den senere tids usikkerhed skyldes også, at kreditselskabet Moody's har nedjusteret sin rating af Amagerbanken.

Amagerbanken oplyser, at der fortsat arbejdes efter deltagelse i de to bankpakker samt en kapitaludvidelse. Man peger på, at banken er med i bankpakke I, så alle indskydere er sikret gennem en statslig garanti godt et år frem i tiden.

Endvidere har banken fået revisionsselskabet Deloittes til at gennemgå dele af bankens ansøgningsgrundlag til bankpakke II. Den gennemgang giver ikke banken anledning til at ændre opfattelse af bankens situation, oplyser Amagerbanken.

/ritzau/

Efter længere tids tavshed melder Amagerbanken ud om deltagelse i bankpakke II - fortsat ingen afklaring, oplyser banken, der er omstridt på børsen.

Offentliggjort Sidst opdateret