Amagerværket bestiller ovn til en milliard

Amagerforbrænding står klar til at bruge en milliard kroner på nye ovne og kedler til projektet Amager Bakke, et nyt stort anlæg til affaldsforbrænding. Nu har man udpeget selskabet Babcock & Wilcox Vølund som vinder af en udbudsrunde om den store ordre.

Selskabets andel er på godt og vel en milliard kroner ud af de i alt fire milliarder kroner, som projektet kommer til at koste.

- Vi er naturligvis stolte over og meget glade for, at Amagerforbrænding har valgt os til det store og prestigefyldte projekt, siger John Veje Olesen, adm. direktør for Babcock & Wilcox Vølund.

Det nye anlæg skal erstatte det nuværende 41 år gamle forbrændingsanlæg på Amager. Det vil ifølge leverandøren blive et fyrtårn for fremtidens viden og teknologi inden for affaldsforbrænding.

Direktør Ulla Röttger, Amagerforbrænding, forklarer, at man efter en indledende runde lod fire tilbudsgivere gå videre i konkurrencen.

- I slutrunden blev vi parate til at vælge den bedste og mest konkurrencedygtige leverandør målt på alle relevante parametre. Her var tilbuddet fra Babcock & Wilcox Vølund alt i alt det bedste, siger hun.

Det nye anlæg skal spare 107.000 tons kuldioxid om året og vil dermed spille en vigtig rolle for at nå klimamål.

Det store projekt er fuldt finansieret af kommunerne, som ejer og står bag Amagerforbrænding.

Hos den kommende leverandør af ovne og kedler til projektet er der dog stor bekymring over holdningen hos Københavns miljø- og teknikborgmester Ayfer Baykal (SF), der i sidste øjeblik er blevet skeptisk over for projektet.

Hun vil i stedet satse mere på genanvendelse af affald - og dermed er fremtiden for hele projektet gjort usikker.

/ritzau/

Selskabet Babcock & Wilcox Vølund vinder milliardprojekt med at levere ovne til ny Amagerforbrænding.

Offentliggjort Sidst opdateret