Der er en sjælden gæst, når EU-landenes økonomi- og finansministre fredag samles i Wroclaw i Polen til deres halvårlige uformelle møde. USA's finansminister, Timothy Geithner, har inviteret sig selv og understreger dermed situationens alvor.
Både Geithner, hans chef, præsident Barack Obama, og Christine Lagarde fra Den Internationale Valutafond (IMF) har inden mødet sat sjældent stærke ord på deres bekymring over EU's evne til at håndtere gældskrisen i eurolandene.
- De ved godt, de skal gøre mere. De anerkender, at de halter bagefter, sagde Geithner inden sin afrejse til tv-stationen CNBC.
- For at løse en finanskrise er der brug for reformer til at reparere det finansielle system. Og i Grækenlands tilfælde at slanke regeringen og styrke væksten på længere sigt. Det tager tid, og det duer ikke, hvis ikke der er penge til at bakke det op, sagde Geithner.
IMF's Christine Lagarde sagde torsdag i Washington, at hun efter et telefonmøde dagen forinden mellem den tyske, franske og græske regeringsleder nu har større tillid til, at Grækenland bliver i eurozonen.
Men Grækenland skal stadig ikke vide sig sikker på, at IMF vil skyde penge i den anden redningspakke på 120 milliarder kroner, der blev vedtaget på et møde i juli.
- Gennemfør reformerne, og så får I udbetalt næste rate. Tiden er ved at løbe ud, og de græske myndigheder er nødt til at levere varen. De må indgå nogle flere kompromisser for at sikre, at landet er på rette spor, sagde Lagarde.
På grund af regeringsskiftet har Danmark ikke nogen minister med til fredagens møde. Den danske delegation ledes i stedet af afdelingschef i Finansministeriet Steen Lohmann Poulsen med opbakning fra nationalbankdirektør Nils Bernstein.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet