Amerikanske myndigheder godkender dansk kræftmiddel
Biotekselskabet Genmab kan hæve sine omsætningsforventninger med 300 millioner kroner.
Det danske biotekselskab Genmab, der er specialiseret i at udvikle lægemidler mod kræft, har fået godkendt lægemidlet Darzalex hos de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA).
Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse mandag aften.
Darzalex er baseret på stoffet daratumumab, og det er et lægemiddel mod knoglekræft (myelomatose) målrettet patienter, der har været igennem flere forgæves behandlinger.
Myelomatose er en uhelbredelig blodcancerform, der starter i knoglemarven, og i USA er det den tredjehyppigste form for blodcancer.
Mens Darzalex i første omgang kun er godkendt til patienter, der har været igennem mindst tre tidligere behandlingsforsøg, arbejder Genmab og partneren Janssen på også at få midlet godkendt som såkaldt førstelinjebehandling.
Som konsekvens af godkendelsen hæver Genmab sine forventninger til regnskabsåret 2015. Selskabet, der er noteret på børsen i København, venter nu en omsætning på 1020-1100 millioner kroner, hvilket er 300 millioner kroner mere end den hidtidige prognose.
Driftsoverskuddet ventes at blive 625-700 millioner kroner mod tidligere forudset 325-400 millioner kroner.
Det skyldes, at Genmab får en kontant milepælsbetaling fra sin samarbejdspartner som belønning for, at godkendelsen er kommet igennem.
Genmabs aktiekurs var 744 kroner, da børsen lukkede mandag.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker