Analytiker: Regeringen har spændt sikkerhedsnet under SAS

SAS har under coronakrisen indstillet størstedelen af sine flyvninger. I Danmark har selskabet en enkelt rute kørende mellem København og Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den svenske og danske regering holder med garanti på tre milliarder kroner hånden under SAS, siger analytiker.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAS er hårdt presset af coronavirusset, der holder størstedelen af flyene på jorden, og derfor er det livsnødvendigt, at den danske og svenske stat har stillet sig bag flyselskabet.

Sådan lyder vurderingen fra aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, der følger luftbranchen tæt, efter at den danske og svenske stat tirsdag gav en statsgaranti på tre milliarder svenske kroner til SAS.

- Her og nu spænder spænder det et fantastisk sikkerhedsnet ud under SAS.

- SAS brænder måske omkring 100 millioner kroner af om dagen lige nu, hvor flyene holder stiller, og det gør rigtig ondt, siger Jacob Pedersen.

Den svenske og danske regering har desuden varslet, at de er klar med med mere hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

Finansminister Nicolai Wammen (S) udtalte tirsdag, at den danske stat vil "gøre, hvad end der er nødvendigt for, at SAS kommer igennem krisen".

- Det er en melding, som er måske endnu vigtigere end den garanti, SAS har fået i første omgang.

- Man spænder endnu et sikkerhedsnet ud ved at sige, at man vil sikre, at SAS også er operative efter corona, og det ser jeg som en garanti for, at man ikke vil lade SAS gå ned, siger Jacob Pedersen.

SAS har i denne uge indstillet størstedelen af sine ruter og sendt omtrent 10.000 ansatte hjem - svarende til ni ud ti ansatte.

En statsgaranti fungerer som regel ved, at en stat garanterer for et lån.

Det betyder, at staten vil garantere, at lånet bliver betalt tilbage - om nødvendigt af staten selv.

Jacob Pedersen forklarer, at garantien fra den svenske og danske stat giver SAS en vigtig sikkerhed.

- Med den her garanti ved hele omverdenen, at SAS også flyver efter coronakrisen.

- Det betyder, at SAS ikke kommer til til at løbe ind i problemer med, at leverandører eller kunder ikke vil betale, fordi der er usikkerhed om selskabets eksistens, siger Jacob Pedersen.

Han vurderer, at SAS kan få brug for yderligere hjælp, hvis coronavirusset bliver ved med at holde størstedelen af flyene på jorden.

- I løbet af en måned vil man være nødt til at komme med flere tiltag, hvis SAS' finanser skal blive ved med at se fornuftige ud, siger Jacob Pedersen.

Den svenske og danske stat ejer tilsammen knap en tredjedel af SAS.