Analytiker: Smertefuldt comeback forude for luftfarten
Få og halvtomme Norwegian-fly viser, at coronatrængsler langtfra er drevet over i luftfartsbranchen.
Hvis de store internationale luftfartsselskaber havde drømt om stille og roligt at vende tilbage til tiden før corona de kommende måneder, har efteråret vist sig at være en grim overraskelse for dem.
Ifølge luftfartsanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank afspejler branchens kvaler sig i Norwegians magre trafiktal for september, der kom tirsdag.
- Genopretningen af luftfartsmarkedet bliver meget, meget langsommere, end man havde forventet for bare tre til fire måneder siden, siger Jacob Pedersen.
- Da havde vi regnet med, at luftfartsselskaberne skulle flyve med omkring seks eller syv ud af ti fly ved udgangen af året. Det ligner mere tre eller fire ud af ti fly.
Da Norwegian meddelte sine trafiktal for september, kom topchef Jacob Schram samtidig med en bemærkning om svære vilkår for luftfartsselskaberne med konstant skiftende rejserestriktioner.
- I øjeblikket bliver det ikke bedre. Det her landekort over coronarestriktioner blinker jo orange og rødt bedre end de bedste diskotekslamper. Det gør jo, at de rejsende ikke ved, hvad de har med at gøre, siger Jacob Pedersen.
- Det ene dag kan de flyve et sted hen. Ugen efter er det ændret. Det er et næsten urimeligt miljø for flyselskaberne at komme i gang i.
Derfor har selskaber som Norwegian svært ved at sælge de få billetter, som de sætter til salg.
Norwegian har så også valgt en helt særlig strategi, forklarer Jacob Pedersen.
Hvor andre såsom SAS har valgt at sende så mange fly i luften som muligt for at forblive i de rejsendes bevidsthed, er Norwegian gået i en tilstand tæt på dvale.
Ifølge Jacob Pedersen er det et sats på, at kunderne vil vende tilbage, når de engang sender den fulde flåde på vingerne igen. Men i Norwegians situation kan det også være nødvendigt, siger han.
- Så sørger man for, at der ikke fosser flere penge ud af kassen end absolut højest nødvendigt. For i øjeblikket vurderer jeg, at det vil være dyrere for Norwegian at starte op med eksempelvis 30 procent af deres flyvninger.
30 procent svarer ifølge Jacob Pedersen til den andel, som SAS forsøger at sende på vingerne i disse måneder.
Men hvor SAS netop har fået sikret sig en kapitalindsprøjtning fra en redningspakke, står Norwegian ifølge Jacob Pedersen over for endnu engang at skulle ud og bede om mere kapital - sandsynligvis i starten af næste år.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned