Andel Energi siger farvel til direktør: Vil have ny profil
Andel Energi sælger el og naturgas til mere end 1,2 millioner privat- og erhvervskunder. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Administrerende direktør i Andel Energi Ole Vestergaard fratræder, da selskabet ønsker en ny ledelsesprofil.
Der skal findes en ny administrerende direktør i et af landets største energiselskaber.
Tirsdag oplyser Andel i en pressemeddelelse, at den administrerende direktør i datterselskabet Andel Energi, Ole Vestergaard, fratræder per dags dato.
Baggrunden for fratrædelsen er, at Andel ønsker at styrke den ledelsesmæssige styring og resultatskabelse i Andel Energi, lyder det.
- Vi har de seneste år gennemført en omfattende strategisk fokusering af vores kommercielle energisalg med det formål at sikre en solid resultatudvikling og en stærk værdiskabelse inden for vores kundeløsninger i Andel Energi, siger administrerende direktør i Andel Jesper Hjulmand i en pressemeddelelse.
- Vi vurderer i den forbindelse, at der er brug for en ny profil på direktørposten til at drive Andel Energi videre. Det sker sideløbende med stor respekt og anerkendelse for Ole Vestergaards indsats i Andel gennem årene, hvor Andels energisalg har udviklet sig fra en regional spiller til landets største handelsselskab med 1,2 millioner kunder.
Andel oplyser, at man har sat gang i en rekrutteringsproces for at finde en ny direktør.
Andel Energi har over 400 medarbejdere og hovedsæde i Svinninge på Vestsjælland. Virksomheden fik sit nuværende navn i maj sidste år. Før hed det SEAS-NVE.
Ole Vestergaard nåede at være administrerende direktør i virksomheden i to år og ni måneder efter at være tiltrådt i september 2020.
Moderselskabet Andel præsenterede i slutningen af april et årsregnskab for 2022, der viste et overskud på 8,3 milliarder. Det var dog ikke på grund af Andel Energi, der kom ud af 2022 med et driftsunderskud på 324 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde