Antallet af kontanthjælpsmodtagere sætter bundrekord
Der var ved udgangen af juni 103.300 på kontanthjælp eller lignende ydelser. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Der er kommet godt gang i det danske arbejdsmarked efter genåbningen, og det betyder færre på kontanthjælp.
Antallet af kontanthjælpsmodtagere faldt i juni til 103.300. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Antallet er det laveste i de 14 år, som statistikken er lavet.
Tallene dækker ikke blot kontanthjælpsmodtagere, men også ydelser som uddannelseshjælp, integrationsydelse samt folk i løntilskud og på revalidering.
Hos tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger cheføkonom Erik Bjørsted på, at en god udvikling i dansk økonomi får folk på kanten af arbejdsmarkedet i job.
- Vi oplever lige nu et jobboom, som er uden fortilfælde i nyere tid. Det er med til at åbne døre for personer på kanten af arbejdsmarkedet.
- Det store fald, man så i antallet af kontanthjælpsmodtagere fra 2004-2008, blev dengang kaldt det største socialpolitiske fremskridt i årtier. Det er vi nu ved at gentage, siger han.
Det store fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere skal også delvist ses i lyset af, at dagpengeperioden var suspenderet under coronanedlukningerne.
Det vurderer cheføkonom Niklas Praefke fra organisationen Lederne, som derfor betegner niveauet som "kunstigt lavt".
- Under coronakrisen har dagpengeforbruget været suspenderet, og i den periode har ingen opbrugt dagpengeretten. Der har så at sige sat prop i overgangen fra dagpenge til kontanthjælp, siger han i en kommentar.
Niklas Praefke ser gode muligheder for at få flere på offentlige ydelser i job, fordi mange virksomheder i øjeblikket har svært ved at besætte stillinger.
Antallet af kontanthjælpsmodtagere toppede i 2015 med 175.200, men er siden da faldet stort set uafbrudt med undtagelse af en markant - men kortvarig - stigning under coronaudbruddet.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet