Antallet af ledige falder for niende måned på stribe
Flere kommer i arbejde. Ledigheden er på 3,8 procent, hvilket er det laveste i ti år. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Antallet af arbejdsløse er det laveste siden februar 2009 - lige inden krisen for alvor satte ind.
Det danske arbejdsmarked fortsætter fremgangen, hvilket får flere i job rundt i landet.
I december faldt ledigheden med 700 personer til 104.400, og det var niende måned i træk med fald. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Set over hele året er der 8300 færre ledige, og ledigheden er dermed på 3,8 procent, hvilket er uændret i forhold til november.
Hos Arbejdernes Landsbank fremhæver cheføkonom Signe Roed-Frederiksen, at det er positivt, at ledigheden kun falder beskedent, selv om der bliver skabt mange nye job.
- Det vidner nemlig om, at der kommer flere ind i arbejdsstyrken. Meget taler dog for, at beskæftigelsen vil tabe lidt fart i løbet af året.
- En kombination af svagere økonomisk vækst og færre ledige hænder lægger naturligt en dæmper på jobvæksten, skriver hun i en kommentar.
I løbet af de sidste lidt over fem år, er der kommet flere end 200.000 i job, mens ledigheden er faldet med omkring 50.000.
Det dækker over, at der samtidig er kommet flere ind i arbejdsstyrken.
Hos Dansk Industri påpeger underdirektør Steen Nielsen, at virksomhederne rundt i Danmark melder om udfordringer med at finde medarbejdere.
- I gode tider som nu har mange virksomheder svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for.
- Der er brug for flere medarbejdere til virksomhederne, og hvis vi ignorerer den udfordring, risikerer vi en brat opbremsning, siger han i en kommentar.
Arbejdsløsheden har ikke været lavere siden februar 2009, hvilket var tiden op til at finanskrisen for alvor brød ud.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker