Apollo varsler krav mod SAS efter endt strejke
Rejsearrangør barsler med krav mod SAS efter strejkekaos. (Arkivfoto). Foto: Annika Byrde/Ritzau Scanpix
Der venter et økonomisk efterspil for SAS, når pilotstrejken ophører, varsler rejsebureau.
Rejsearrangøren Apollo varsler krav mod SAS efter utallige forsinkelser og aflysninger på grund af pilotstrejken.
Det siger Apollos salgsdirektør, Glenn Bisgaard, til MobilityWatch.
I øjeblikket taber SAS dagligt store millionbeløb på pilotstrejken, og når strejken formentlig på et tidspunkt er ovre, venter endnu en regning fra Apollo.
- Vi gør hele det økonomiske efterspil op med SAS, når vi er på den anden side af strejken. Lige nu er fokus på at få gæster hjem og forhåbentlig snart igen at kunne flyve nogle charterflyvninger, siger Glenn Bisgaard til MobilityWatch.
Salgsdirektøren kan ikke sige, hvad regningen til SAS lyder på, da det afhænger af, hvor længe strejken varer.
Han siger dog, at der vil være tale om et større beløb, da strejken sker i højsæsonen.
Der er også ekstra omkostninger ved at skaffe mad og logi til de strandede chartergæster, som venter på at komme hjem, tilføjer han.
Tirsdag lød meldingen til Ritzau, at omkring 1200 rejsende hos Apollo var strandet.
Så sent som i marts indgik Apollo en treårig kontrakt med SAS om charterflyvninger til en årlig værdi af 700 millioner danske kroner. Omkring 40 procent af Apollos rejser denne sommer er med SAS-flyvninger.
Da SAS-piloterne gik i strejke, betød det, at flere af Apollos kunder ikke kom hjem fra ferie eller slet ikke måtte rejse afsted.
Da aftalen blev indgået, havde SAS meddelt, at flyselskabet arbejdede på sin redningsplan SAS Forward.
Glenn Bisgaard siger, at Apollo indgik aftalen, fordi de mente, at SAS-planen fremstod realistisk. Rejsebureauet havde ikke forestillet sig, at det ville ende med en stor strejke midt i højsæsonen.
- Og selv om der har været strejker før, har chartertrafikken været fredet. Det har man gjort, fordi alle ved, at det er meget svært at finde alternativer til og fra charterrejsemål, siger han til MobilityWatch.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde