Computergiganten Apple har længe forberedt det chefskifte, der blev en realitet torsdag, og derfor er virksomheden godt rustet til fremtiden, selv om grundlæggeren Steve Jobs er trådt tilbage på grund af sygdom.
Det vurderer chefredaktør på computermagasinet PC World Lars Jacobsen.
Han mener, at det mest af alt er personen Steve Jobs, der bliver savnet som karismatisk frontfigur for den succesrige virksomhed.
- Først og fremmest gør det Apple lidt kedeligere. Nu bliver det mere ligesom alle andre virksomheder. Steve Jobs er Apple, siger Lars Jacobsen.
Jobs har været hovedmanden bag Apples transformation fra en virksomhed med en relativt begrænset skare af inkarnerede fans til en verdensomspændende succes, og netop derfor bliver hans afgang mindre mærkbar.
- Med den succes, firmaet har haft i dette årti, er der millioner af Apple-brugere, der ikke aner, hvem han er. De har købt en Mac-computer eller en iPhone, fordi de kunne lide produktet.
- Hvem der står i spidsen for virksomheden, har ingen betydning for dem, forklarer Lars Jacobsen.
Heller ikke redaktør for internetsiden iPhoneguide.dk, der beskæftiger sig med Apple-produkter, Martin Wolsing, mener, at Steve Jobs' afgang behøver at få den store betydning.
- Reaktionerne kommer, fordi han er et geni, der formår at tryllebinde folk og få dem til at tro på alt, hvad han siger. Men overdragelsen af ledelsen har været forberedt gennem længere tid, og jeg vurderer, at strategien for fremtiden ligger fast, siger Martin Wolsing.
Jobs var med til at grundlægge Apple Computers i 1976 og fortsætter nu som bestyrelsesformand, mens Tim Cook, som reelt har ledet Apple siden januar, sætter sig permanent i chefstolen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker