Apple klar med nyt uden ikonet Steve Jobs

Forventningerne til en ny iPhone er skruet helt i vejret, når Apple inviterer til event for første gang, siden det sygdomsramte ikon Steve Jobs fratrådte som topchef.

Over de seneste måneder har nettet bugnet med rygter om navn og udseende, men tirsdag aften kl. 19 dansk tid bliver sløret løftet, når den nye Apple-chef Tim Cook indtager scenen for at "snakke om iPhone".

Chefredaktør for Mobilsiden.dk, John G. Pedersen, mener, at Apple helst skal præsentere en iPhone med et nyt design for ikke at skuffe.

- Folk forventer en iPhone 5, som er tyndere, hurtigere og med en større skærm end den nuværende iPhone 4. Det vil være en skuffelse for alle dem, som har ventet et helt år på en ny iPhone, hvis det blot bliver en opdatering af den nuværende, siger han.

John G. Pedersen understreger dog, at de virkelige Apple-entusiaster under ingen omstændigheder vil blive negativt overraskede.

- De rigtige fans vil synes, det er fuldkomment fantastisk, ligegyldigt hvad Apple præsenterer, siger han.

Det er blot lidt mere end en måned siden, at it-branchen fik et granatchok, da den kræftsyge Steve Jobs, som var med til at grundlægge Apple, offentliggjorde, at han øjeblikkeligt trak sig tilbage.

I aften skal det vise sig om den nye chef Tim Cook kan begejstre omgivelserne i lige så stor grad som Steve Jobs plejede at gøre ved Apples events.

En ting er sikkert. Cook møder næppe op i samme afslappede uniform, som var Steve Jobs kendetegn på scenen: en tynd rullekravetrøje og jeans.

Den første iPhone kom i 2007. Apple har siden solgt mere end 100 millioner iPhones i hele verden.

I maj i år overhalede Apple konkurrenten Microsoft som det mest værdifulde IT-selskab på børsen

/ritzau/

Alle venter en ny iPhone, når Apple tirsdag aften inviterer til event for første gang uden Steve Jobs.

Offentliggjort Sidst opdateret