Apples iPad står for døren i dansk udgave

Tiden nærmer sig for it-kunder, der er på udkig efter den danske version af it-koncernens Apples nye produkt iPad. Flere af de danske teleselskaber udsendte fredag stort set enslydende meddelelser om, at de i løbet af ikke så lang tid vil være klar til at sælge dataabonnementer til iPad.

Telia lover at sælge iPad-abonnementer i løbet af november. TDC oplyser, at man vil gøre det i løbet af de næste par måneder, mens Telenor blot oplyser at man vil gøre det.

Alle selskaberne har desuden vedlagt en stort set enslydende rosende omtale af iPad og et link til Apples hjemmeside om den lille computer.

IPad har været til salg i en række lande gennem længere tid, men danske iPad-kunder har været nødt til enten selv at importere eller købe importerede modeller.

Med den danske udgave følger dansk software på iPad'en, ligesom man ved et køb kommer ind under de danske garantiregler.

IPad har vakt stor opmærksomhed som en lille og let, men avanceret skærm med indbygget computer. Den egner sig særligt til netsurfing, men ventes også at kunne vinde frem på andre områder, også til brug i forskellige erhvervsmæssige sammenhænge.

Blandt andet mediebranchen har haft kig på iPad som en mulig kanal, der kan få elektroniske aviser og magasiner ud til betalende kunder.

/ritzau/

De danske teleselskaber er snart klar med abonnementer til Apples nye mini-computer iPad.

Offentliggjort Sidst opdateret