Arbejdere tilbydes til 65 kroner i timen

Et dansk firma har specialiseret sig at tilbyde ungarsk arbejdskraft til danske virksomheder for helt ned til 65 kroner i timen. Det er lovligt, men SF vil have det stoppet. Det oplyser DR Nyheder.

Vikarfirmaets stifter og ejer Andres Kauders siger, at mange ungarske arbejdere er interesseret i at arbejde til den lave løn i Danmark.

- Det er naturligvis en udnyttelse af de forskellige lønniveauer, og Ungarn er på et helt andet økonomisk stade end Danmark. Det er grunden til at konceptet kan lade sig gøre, siger Andres Kauders, der understreger, at han følger loven på området.

Det bekræftes af en ekspert i arbejdsret.

- Der er ingen lovmæssig mindsteløn, så det er ikke ulovligt at aftale en meget lav løn, siger Jens Kristiansen, professor i arbejdsret ved Københavns Universitet.

Andreas Kauders vikarbureau er blot et af mange i Danmark der tilbyder billig østeuropæisk arbejdskraft, siger Fagforbundet 3F.

Og ikke alene underbetaler vikarbureauerne deres ansatte. De udnytter dem også på anden måde, mener faglig sekretær i 3F Jan Richelsen:

- Det er ren slavelignende forhold. Den ene dag kan du have et job i Nordjylland, den anden er det på Lolland, siger han.

Formanden for SF, Villy Søvndal, vil have det stoppet:

- Vi kan ikke have et arbejdsmarked neden under det ordinære arbejdsmarked, hvor man arbejder til en femtedel af lønnen, hvor man arbejder uden sikkerhed. Hvor vi i virkeligheden snyder alle. Vi snyder ungarerne, som burde have den løn, som danskerne får. Vi snyder statskassen, som ikke får skatteindtægter. Vi undergraver hele det samfundssystem, vi har opbygget, siger han.

/ritzau/

Der er ingen lovmæssig mindsteløn i Danmark, og derfor arbejder blandt andet ungarske arbejdere for 65 kroner i timen herhjemme. Slavelignende forhold siger 3F.

Offentliggjort Sidst opdateret