Arbejdstageres forhandlere: Vi ser ikke gennembrud noget sted
Lars Qvistgaard fra Akademikerne, Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther, der er chefforhandler for de statsansatte, i fælleskrammer foran Forligsinstitutionen, efter at mandagens forhandlinger på statslige område blev afsluttet. De tilbageværende knaster handler ifølge dem om fælles løsninger. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Der er ikke gennembrud på nogle af de store knaster i forhandlingerne. Det skal ses om en helhed, siger Bondo.
Mandag aften kort før klokken 19 afsluttede dagens overenskomstforhandlinger på det statslige område resultatløst.
Spørgsmålet om den betalte spisepause har virket til at være den helt store knast, men der er ikke løsninger på problemerne ved nogen af de tre største temaer.
- Vi må prøve at gøre noget i morgen. Men vi har stadig ikke et gennembrud på hverken spisepausen, lærernes arbejdstid eller lønrammen, siger topforhandler for de offentligt ansatte i kommunerne Anders Bondo Christensen.
Mens Bondo leder arbejdstagernes forhandlinger på det kommunale område, sidder han også med som menigt medlem af forhandlingsdelegationen på statens område.
- Det skal ses i en helhed. Vi skal have en balanceret aftale, og den balance er svær at se nu, siger han.
Formand for Akademikerne Lars Qvistgaard, der også sidder med i delegationen, stemmer i og påpeger, at forhandlerne for de offentligt ansatte står sammen om alle tre krav - også den omdiskuterede spisepause.
- Spisepausen er noget, vi er fælles om. Vi er gået ind i de her forhandlinger for at skabe fælles løsninger for alle. Det er derfor, vi har prioriteret lærernes arbejdstid, lønnen og også spisepausen.
- Vi skal skabe et afbalanceret resultat. Vi har haft spisepausen siden 1921, og det er Finansministeriet, der har skabt støj omkring den. Det har unægteligt gjort det svært at skabe resultater, siger Lars Qvistgaard.
Mandagens resultatløse forhandlinger betyder, at det ser ud til at blive svære forhandlingsvilkår for kommuner og regioner tirsdag, da det traditionelt er det statslige område, der sætter rammen for de øvrige områder.
- Det er staten, der plejer at sætte rammen for en overenskomst. Det bliver det så ikke. Det har ikke gjort det nemmere i morgen, siger Anders Bondo Christensen.
Parterne på det statslige, det regionale og det kommunale område er alle indkaldt til møde i Forligsinstitutionen tirsdag klokken 10.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde