Efter en finanskrise er ærlighed og åbenhed vejen til at få et godt arbejdsmiljø. Det er i hvert fald den opskrift, som Frøs Herreds Sparekasse nu bliver belønnet for med kåringen som Danmarks bedste arbejdsplads.
Frøs Herreds Sparekasse har satset på etik og ærlighed omkring for eksempel bankens udlånspolitik i en tid med finanskriser, og det har skabt et sundt arbejdsmiljø, lyder begrundelsen fra Great Place to Work, som uddeler prisen.
- Hvert år drøfter vi forventninger til personlig og faglig udvikling og forventninger til kunder, og så laver vi en femårsplan ud fra det, siger Bente Graae, der er personalechef hos Frøs Herreds Sparekasse.
Hos sparekassen har de i høj grad fokuseret på troværdigheden, og det er der en generel tendens til at gøre blandt de bedste arbejdspladser i 2010.
- Medarbejderne lægger større vægt på, at de kan være stolte af den rolle, deres arbejdsplads spiller i samfundet, hvor det tidligere har handlet om, hvad arbejdet har kunnet gøre for medarbejderen selv, siger Kim Møller, administrerende direktør for Great Place to Work.
I kategorien "Danmarks Bedste Mindre Arbejdsplads" (20-49 medarbejdere) vinder Albertslund Apotek, som ifølge Kim Møller er kendt som "fløjteapoteket", fordi kunder og ansatte går til og fra apoteket fløjtende af glæde.
Førsteprisen for årets store arbejdsplads (på over 500 medarbejdere) går til pensionsgiganten ATP, som igennem en årrække at have fokuseret på at skabe en god arbejdsplads, lyder begrundelsen.
I samme kategori besætter fastfood-kæden McDonald's i øvrigt en fjerdeplads.
I alt 124 arbejdspladser og 35.229 medarbejdere har udfyldt anonyme spørgeskemaer, som har vægtet to tredjedele af vurderingen af en arbejdsplads, mens den sidste tredjedel har været en vurdering fra analyse- og konsulentfirmaet Great Place to Work.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker