Årets høst er en blandet fornøjelse

Masser af bekymringer. Mange svære valg og overvejelser. Og så noget natteroderi for mange. Årets høst har været en særdeles blandet oplevelse for mange lokale landmænd. Og når resultatet skal gøres op, vil facit i øvrigt også være meget forskelligt, mener planteavlschef hos Dansk Landbrug Sydhavsøerne, Claus Nørgaard.

Forleden afblæste man ganske vist “katastrofe-høsten”. Men det er en sandhed med visse forbehold.
- Samlet bliver det en høst under middel. Det har været vanskeligt og vådt. Og som sagt også stressende, fordi også vejrudsigterne har drillet, sådan at man på et tidspunkt har haft høstvejr, hvor man ikke helt venetde det. Og omvendt. Den enkelte landmand har haft meget at tage stiling til, siger planteavlschefen.

Derfor bliver resultaterne også meget forskellige.
- Det er meget uens. Nogle, der har været heldige eller dygtige i valgene og har fået en fornuftig høst, får også en god pris. Det er den positive vinkel. Det prishop opad, vi så for nogen tid siden, har holdt sig, påpeger Claus Nørgaard.

- Hvis man skal se lidt overordnet på det her i ladsdelen, så kunne det se ud til, at de helt store landbrug har haft det noget sværere end de mindre - simpelthen fordi det er vanskeligere at koordinere og planlægge høsten på de helt store bedrifter med de meget omskiftelige forhold, vi har haft vejrmæssigt, tilføjer han.

De endelige høstresultater kommer først senere. Høsten er jo i øvrigt knap overstået.

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Når høsten gøres op, vil resultatet være meget forskellige for lokale landmænd.

Offentliggjort Sidst opdateret