Arla i knæ i fyringssag

Arla kan ikke holde til, at mejerierne står stille i ret mange timer. Derfor blev fyring af tillidsmand trukket tilbage, da strejkerne bredte sig torsdag.

Udsigten til strejkelammede mejerier, mælkemangel i butikkerne og landmænd, der ikke kan komme af med deres mælk, lagde torsdag formiddag et maksimalt pres på ledelsen i Arla Foods.
Derfor havde ledelsen praktisk taget intet andet valg end at genansætte den tillidsmand, som man indtil onsdag aften fastholdt skulle fyres på Esbjerg Mejeri, fordi han havde glemt at stemple sit urkort til en spisepause.
Da de ansatte på seks Arla-mejerier gik i sympatistrejke med kollegerne i Esbjerg torsdag, gik der ikke mange timer, inden Arla gennem Mejeribrugets Arbejdsgiverforening underskrev et forlig, der betyder, at tillidsmand Emil Jensen kan genindtræde i sin stilling. Samtidig frafaldt arbejdsgiveren kravet om bod og skærpet bod til de ansatte i forbindelse med arbejdsnedlæggelserne. I Esbjerg havde de 200 ansatte strejket i en uge.
Produktionsdirektør Dan Kolding siger, at der er kommet nye oplysninger ind i sagen, og på den baggrund ophæves suspensionen af tillidsmanden. Da der er tale om en personsag, ønsker Dan Kolding ikke nærmere at beskrive, hvad der ligger i "nye oplysninger".
/ritzau/




Arla kan ikke holde til, at mejerierne står stille i ret mange timer. Derfor blev fyring af tillidsmand trukket tilbage, da strejkerne bredte sig torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret