Arla lukker sin tidligere konkurrent

De velkendte mælkekartoner med fyrtårnet fra Hirtshals som markant logo forsvinder snart fra kølediskene i supermarkeder over hele landet

Arla Foods, som i dag ejer mejeriet, har nemlig besluttet at lukke det lille mejeri med i dag kun 15 ansatte midt i april. Endnu en by mister sit eget mejeri.

Det nordjyske mejeri har haft en overordentlig omtumlet eksistens frem til, at Arla overtog det allerede den gang nødlidende mejeri 1. januar 2009.

Før den tid var Hirtshals Mejeri ellers synonym med de små mejeriers kamp mod giganten Arla, og giganten blev da også i 2006 idømt en bøde på fem millioner kroner for at tryne Hirtshals og have misbrugt sin dominerende stilling på markedet.

Samtidig rejste det daværende andelsmejeri et erstatningskrav på 50 millioner kroner over for Arla, der i byretten i Aarhus blev fundet skyldig i at have overtrådt konkurrencelovgivningen ved at presse Hirtshals Mejeri ud af engroskæden Metro.

Siden indgik parterne forlig, og Arla indbetalte tilsyneladende 10,4 millioner til Hirtshals.

Det hjalp dog ikke. Mejeriet med den gang 88 ansatte så sig nødsaget til at blive overtaget af Arla, men de seneste to år er salget af Hirtshals-produkterne dykket kraftigt.

Kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen siger, forbrugerne under finanskrisen har vendt sig bort fra kvalitetsmærker - herunder Hirtshals-produkter - og foretrukket discount.

Hirtshals har mistet 50 procent af sit salg på kun to år.

- Vi er kede af den her beslutning, men det er desværre nødvendigt. Faktum er, at færre og færre forbrugere vælger produkter fra Hirtshals Mejeri, og nu er salget faldet så meget, at mejeriet ikke kan løbe rundt, siger Ole E. Hansen fra Arla.

/ritzau/

Det nordjyske Hirtshals Mejeri med fyrtårnet som logo lukker i april. Salget svigter, siger Arla.

Offentliggjort Sidst opdateret