Mejerikoncernen Arla Foods planlægger sammen med det tyske mejeriselskab DMK at starte produktion af forædlet mælkepulver.
Det er internationalt set et meget betydningsfyldt forretningsområde, og med aftalen om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal forberede produktionen, tager Arla endnu et skridt for at få bedre fodfæste på det nordeuropæiske mejerimarked.
- Vores mål er at skabe en platform, hvorfra vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel på mejeriprodukter på verdensplan, siger Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh.
Det vil kræve en meget stor investering, og ved at udbygge et anlæg sammen med en strategisk partner kan Arla opnå en større effektivitet.
- Samtidig reduceres risikoen for begge parter, siger Peder Tuborgh.
Han ønsker ikke at sætte tal på størrelsen af den mulige investering, der bliver nødvendig fra Arlas side.
Umiddelbart får det udbyggede samarbejde med det tyske mejeriselskab heller ikke betydning i Danmark. I hvert fald ikke på kort sigt.
I foråret indgik Arla og DMK et samarbejde om at investere 44 millioner euro i fælles produktion af valleproteiner, og det er dette samarbejde, der nu udvides meget kraftigt.
For Arla handler det om at udnytte de stigende mælkemængder i Nordeuropa, der bliver udbudt på markedet, når kvotesystemet for mælk i EU forventes at stoppe i 2015.
I forvejen er Arla tidligere i år fusioneret med det nordtyske mejeri Hansa-Milch, og det dansk-svenske selskab er tæt på at overtage en ostemejeri i Sydtyskland, Allgäuland-Käsereien.
Der ventes en afklaring inden for et par uger.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker