Arla har i årets første halvdel øget sin omsætning trods den internationale krise. Og det er kommet ejerne - mælkebønder i Danmark, Sverige og Tyskland - til gode i form af højere afregningspriser. Det viser Arla Foods halvårsregnskab.
- Mens forbrugerne på vores europæiske markeder stadig er tilbageholdende på grund af den fornyede økonomiske krise, oplever vi en stærk vækst på vores internationale markeder, siger Arla Foods administrerende direktør, Peder Tuborgh.
Det gælder specielt i Mellemøsten og Nordafrika, hvor omsætningen steg med 18 procent, oplyser han.
Også i Rusland og USA er Arlas omsætning vokset pænt.
Det har også øget omsætningen, at Arla i år er fusioneret med det tyske mejeriselskab Hansa-Milch.
Omsætningen steg i den første halvdel af 2011 med omkring 7 procent til 27 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.
Samtidig fik mælkeproducenterne udbetalt 1,2 milliarder kroner mere, fordi Arla betalte dem 34 øre mere per kilo mælk, svarende til en stigning på 14 procent.
Den høje afregningspris til ejerne betyder, at selve mejerikoncernens overskud faldt med 200 millioner kroner til 497 millioner kroner.
Sammen med halvårsregnskabet har Arla sænket afregningsprisen med 12 øre på grund af blandt andet et internationalt prisfald på mælkepulver.
Arla Foods finansdirektør, Frederik Lotz, siger, at det sker fra et højt niveau, og at mælkebønderne stadig vil få flere penge for deres mælk i år end sidste år. Det er uvist, om afregningsprisen kan sættes op igen i løbet af året, siger han.
Arla regner med et samlet overskud for 2011 på 1,3 milliarder kroner, svarende til 2,5 procent af omsætningen.
Den almindelige usikkerhed om den internationale økonomi og en tendens til faldende priser på mælk gør det svært at beregne årets resultat. Men Peder Tuborg siger:
- Vi regner med et markant løft i koncernens omsætningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde