Det har været en ualmindelig dyr dag for finansmanden Asger Aamund.
Medicinalvirksomheden Bavarian Nordic, hvor Asger Aamund både er bestyrelsesformand og storaktionær, kunne torsdag præsentere et underskud på 484 millioner kroner før skat i 2010.
Det negative regnskab fik øjeblikkeligt virksomhedens aktie til at rasle ned, og da fondsbørsen torsdag eftermiddag lukkede, var Bavarian-aktien faldet med 39,7 procent.
Virksomhedens samlede markedsværdi lå onsdag på lidt over tre milliarder kroner, men i løbet af dagen er det beløb altså reduceret til 1,9 milliarder.
Som storaktionær med 11 procent af firmaets samlede aktiekapital har dagen dermed kostet Aamund omkring 130 millioner kroner.
Men Aamund er ikke blevet træt af at bruge penge.
Bavarian Nordic arbejder netop nu med at udvikle en ny vaccine mod prostatakræft, og for at arbejdet kan fortsætte, skal der sparkes omkring 800 millioner kroner mere ind i foretagendet. Det vil Aamund gerne bidrage til.
- Jeg deltager i hvert fald med en betydelig del. Det er der slet ikke nogen tvivl om, sagde han tidligere på dagen til RB-Børsen.
Men bestyrelsesformandens penge er ikke nok, så Bavarian Nordic må også ud og bede de andre aktionærer om penge.
Asger Aamund forstår godt, hvis nogle af aktionærerne hænger lidt med mulen efter dagens udspil, men på den lange bane peger han på, at selskabets nye satsning vil gøre aktionærerne rigere.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde