Mens vulkanasken driver videre, drømmer Siim Kallas om én europæisk himmel.
Den estiske EU-kommissær for transport vil fremskynde arbejdet mod, at de 27 nationale luftrum i EU erstattes med ét fælles - det såkaldte Single European Sky-program. Det skal skabe et mere effektivt og bedre koordineret europæisk system for flyvning over Europa.
- Deadline for Single Skies II-pakken er i januar 2012. Jeg tror ikke, at vi har råd til at vente så længe, siger han på et pressemøde i Bruxelles.
Derfor sætter han luftrummet på programmet, når EU's transportministre holder et ekstraordinært møde 4. maj.
Målene er ambitiøse: Kapaciteten i luftrummet over Europa skal tredobles, omkostningerne til kontrol skal halveres, påvirkningen af miljøet skal reduceres med 10 procent, og sikkerheden skal tidobles.
Lige nu flyver et fly gennemsnitligt 49 kilometer længere over Europa end nødvendigt på grund af det opdelte luftrum.
Men det er først og fremmest den knap nok overståede askekrise, der nu sætter ekstra skub i tingene. For systemet med 27 nationale operatører af luftrummet gjorde det svært at reagere effektivt på den islandske vulkanaske.
- Vi havde brug for en hurtig, koordineret reaktion på krisen. I stedet havde vi et opdelt kludetæppe af 27 nationale luftrum. Uden en central styreenhed handlede Europa med den ene hånd bundet på ryggen, siger Siim Kallas.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker