Askeskyen fra den islandske vulkan Grimsvötn rammer fortsat flytrafikken mellem Grønland og Danmark.
Air Greenland, der flyver mellem Kangerlussuaq og København, har indtil videre aflyst fly mellem de to byer til og med tirsdag, mens også indenrigsfly med forbindelse til atlantflyvningerne bliver på jorden.
Beslutningen om at holde flyene på jorden er taget, fordi de planlagte flyvninger ikke vurderes til at være sikkerhedsmæssigt forsvarlige, skriver flyselskabet Air Greenland på sin hjemmeside.
- Dels mangler man en tilgængelig alternativ lufthavn i Nordatlanten, og dels er det ikke forsvarligt at overflyve askeskyen, der går helt op til 15 kilometer op i luften, lyder det på AirGreenland.dk.
Passagerer, der venter på at komme til København, vil blive sat på et fly, så snart trafikken kan genoptages, men som prognoserne er lige nu, er det operationelt umuligt at flyve uden om skyen.
Air Greenland har desuden valgt at lukke for salg af rejser over Atlanten til og med fredag den 27. maj. Passagerer, der allerede har købt billet, kan få ombooket deres rejse eller få pengene refunderet.
Ud over Grønland tyder de forløbelige prognoser på, at Skotland vil blive ramt tidligt tirsdag morgen, og de britiske luftfartsmyndigheder har allerede advaret om, at askeskyen kan komme til at forstyrre lufttrafikken.
I Danmark gør askeskyen formentlig sit indtog tirsdag aften, hvis vulkanen fortsætter sit udbrud som hidtil, lyder vurderingen fra Danmarks Meteorologiske Institut.
- Det store ukendte element er, hvordan vulkanen opfører sig. Udbruddet kan jo pludselig ophøre, siger Jens Havskov Sørensen, chefkonsulent hos DMI.
Ifølge de foreløbige meldinger åbner luftrummet over Island cirka klokken 20 dansk tid mandag. Der har været lukket for flyvning siden søndag middag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker