Askesky skaber travlhed hos Scandlines

Udbruddet i den islandske vulkan Eyjafjallajökull har fredag skabt travlhed i Gedser og Rødbyhavn.

De store mængder aske fra vulkanen har som bekendt sat flytrafikken over det meste af Europa i stå, og det mærker man nu hos Scandlines, hvor der er ekstra pres på Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden overfarterne.

Værst så det ved 14.30-tiden ud i Rødbyhavn, hvor der var knapt en times ventetid. Fra Puttgarden er der ingen problemer, og på Gedser-Rostock har man indtil videre også undgået ventetid.
- Vi har forberedt os på situationen ved at indkalde ekstra mandskab til færgerne, så folk ikke skal stå alt for længe i kø i cafeteriet og andre steder, lyder det fra rederiets pressetalsmand.

Han forventer, at der vil være ekstra travlhed i hvert fald weekenden over, og formentlig også i begyndelsen af næste uge. Men det afhænger naturligvis også af, hvor længe flytrafikken vil være lammet.

Det er dog ikke askeskyen alene, der er årsag til ventetiden i Rødbyhavn. En del af forklaringen er også, at den ene af de fire færger på Rødby-Puttgarden i øjeblikket er i dok.

Scandlines opfordrer folk, der gerne vil være sikre på at kunne komme med færgen, til at bestille plads på forhånd via internettet.

Vulkansasken fra Island har sat flytrafikken i stå, og det tvinger passagererne til at finde andre transportmidler. Det mærker man i Gedser og Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret