Asylansøgere nægtet adgang til Føtex

Hver måned ankommer tre busser til Røde Kors’ asylcentre i Søllested og Rødby. Det gør de for at samle beboerne op og køre dem hen til en af landsdelens større byer, hvor de kan handle de fornødenheder, det ikke er muligt at opdrive der, hvor de bor.

Normalt er det vellykkede ture, som beboerne er glade for, men i fredags var det anderledes. Det var nemlig ikke meget, de fik handlet, da turen denne gang gik til Guldborgsundcenteret i Nykøbing. Varehuschefen i Føtex smed dem nemlig på porten allerede inden, de var nået ud af bussen.
- Jeg kan godt bekræfte, at jeg afviste de tre busser i fredags, men jeg ønsker ikke at kommentere hvorfor, siger butikschef, Peter Høgh om hændelsen, der har vakt undren hos beboerne på asylcentrene.

- De undrer sig over, hvad der foregik og har spurgt ind til det, fortæller Mariann Jørgensen, der er leder på de to asylcentre. Også hun undrer sig over episoden - heller ikke hun ved nemlig, hvad der ligger til grund for afvisningen.
- Det var noget af et chok for mig. Jeg var på ingen måde forberedt på, at man kunne møde sådan en reaktion, siger hun.

Beboerne har én gang tidligere været i de forskellige butikker i Guldborgsundcenteret for at handle. Mariann Jørgensen har dog ikke fået oplysninger om, at der ved dette besøg skulle have været nogen problemer som kan være årsag til, at de nu er uønskede i Føtex. Hverken fra butikkerne i Guldborgsundcenteret eller fra chaufførerne hos Kruse, der står for transporten ved de månedlige indkøb.

Ifølge Peter Høgh nåede heller ingen af passagerne i de tre busser ind i Føtex, før de blev afvist. Det er derfor ikke dårlig opførsel eller forsøg på tyveri, der ligger bag hans beslutning om at sende dem videre. Samtidig fortæller han, at man var opmærksom på, at busserne fra de to asylcentrene måske ville komme, og at man derfor hele dagen havde holdt udkig.
- Jeg vidste ikke, at de ville komme. Men jeg havde fået at vide, at de formentlig ville gøre det. Derfor sikrede jeg mig også, at vi holdt udkig efter dem, og da den første bus ankom omkring klokken 14.00, gik jeg ud og mødte dem på parkeringspladsen, hvor jeg talte med chaufføren, siger Peter Høgh.

Både varehuschefen og en medarbejder hos busselskabet Kruse bekræfter, at passagerne herefter fik at vide, at de var uønskede i Føtex, og at de ikke måtte benytte Føtex’ parkeringsplads, mens de gik i de andre butikker. Efter den melding valgte chaufførerne i samråd med centerlederen på de to asylcentre at opgive foretagendet og finde et andet sted, hvor de forundrede beboere kunne handle.
- Jeg blev ringet op af busselskabet, der fortalte, de var blevet afvist i Føtex. Jeg vidste ikke, hvad det gik ud på, men for ikke at skabe mere panik blev vi enige om at køre videre, fortæller Mariann Jørgensen.

Herefter kørte busserne over på den anden side af vandet, så beboerne i stedet kunne handle i SuperBest og nogle af Nykøbings andre butikker i gågaden. Den månedlige indkøbstur blev derfor reddet, men tilbage står Mariann Jørgensen og undrer sig over den behandling, Føtex mødte dem med.
- Vi er ikke tidligere blevet afvist på den måde. Derfor er jeg også sikker på, at der er tale om en misforståelse. Jeg har forsøgt at komme i kontakt med varehuschefen, men uden held. Jeg håber derfor, han nu vil kontakte mig, så vi kan tale om det. For jeg er da ked af den behandling og vil gerne kunne samarbejde med dem en anden gang, siger Mariann Jørgensen.

Vrehuschefen i Føtex er da også klar på dialog, men han vil ikke love, at beboerne kan komme ind og handle i Føtex en anden gang.
- For jeg vil ikke love noget, jeg ikke kan holde, siger han.

Foto: Arkivfoto

Offentliggjort Sidst opdateret