Danmarks største pengetank, ATP, er med på at smide penge i det danske sundhedssystem. Det siger administrerende direktør i ATP, Lars Rohde.
- Der kan bestemt skabes nogen rammer, hvor vi vil være med til at smide en del af ATP's midler ind i for eksempel dele af sygehusene, siger Lars Rohde.
Det kan for eksempel ske ved, at ATP opfører nye bygninger og lejer ud til offentlig hospitalsdrift. Han har derimod svært ved at forestille sig, at ATP skal involveres i driften af sygehusene.
- Men hvis vi skal involveres i at eje sygehuse, så skal der en helt ny model til, som beskriver arbejdsfordelingen mellem os og den offentlige sektor i detaljer. Ellers ender det med meget snak og ikke så meget handling, siger Lars Rohde.
ATP har tidligere luftet tanken om at skyde en del af pensionskassens milliardmidler i offentlige projekter for eksempel i dansk infrastruktur som veje, broer og jernbaner. Det gør ATP allerede i udlandet.
- Men i Danmark har der været politisk modvilje mod at lade aktører som os komme indenfor. Her oplever vi nu en klar ændring fra regeringspartierne og oppositionen, siger Lars Rohde.
Administrerende direktør for DI Hans Skov Christensen og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), lufter i Berlingske Tidende mandag idéen om private investeringskroner i de supersygehuse, som skal etableres i de kommende år.
Også sundhedsminister Bertel Haarder (V) er vild med idéen.
Udspillet kommer få måneder før, regeringen skal uddele de sidste 15 milliarder af samlet 40 milliarder kroner til helt nye og stærkt moderniserede hospitaler.
Regeringen har imidlertid været presset for at finde endnu flere penge, og regionerne, der har ansvaret for sygehusene, har søgt om op mod 80-90 milliarder kroner til projekterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub