Aurvig-Huggenberger: Frygtelig skuffet

- Jeg er enormt skuffet.

Sådan lyder det fra den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, der tidligere mandag måtte vinke farvel til mellem seks-otte millioner kroner i såkaldt pensionstilsagn.

Landsretten valgte nemlig at underkende byrettens dom og dømte dermed til LO's fordel.

- Vi vandt jo fuldstændig klart i byretten og havde dermed også en naturlig forventning om, at landsretten ville stadfæste dommen, så jeg er selvfølgelig frygtelig skuffet, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun har endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt hun sammen med HK/Privat vil forsøge at få sagen mod LO for Højesteret.

- Nu skal jeg studere dommens præmisser sammen med advokaterne, og så må vi tage stilling til, hvad der eventuelt skal ske derefter, siger Aurvig-Huggenberger og tilføjer:

- Nu ligger det ikke til mig at være bitter, men jeg synes selvfølgelig, det har været meget voldsomt, og jeg havde håbet på, at det var slut. Det har stået på i fire år, og jeg synes, det har været hårdt.

Heller ikke hos HK/Privat vil formand Simon Tøgern give et bud på, om sagen skal forsøgt prøvet ved Højesteret.

- Vi er meget ærgerlige over, at sagen ikke er slut nu. Men før vi foretager os yderligere, vil vi studere sagen nærmere, siger Tøgern.

Ud over nederlaget får HK/Privat en regning på 550.000 kroner for sagens omkostninger.

Sagen om pensionsmillionerne stammer tilbage fra 2007, hvor Tine Aurvig-Huggenberger valgte at rejse kravet mod LO. Det skete i forbindelse med, at hun tabte kampen om formandsposten til Harald Børsting.

Konsekvensen blev, at hun forlod LO - men hun havde altså et millionkrav i baglommen, hvilket Københavns Byret fandt helt rimeligt.

LO kunne dog ikke leve med byrettens dommen, og derfor ankede organisationen til landsretten. Baggrunden var, at LO ikke mener, der skal indbetales penge til personer, som ikke længere er fagligt aktive i organisationen.

/ritzau/

Tidligere LO-næstformand er ikke berettiget til pensionsmillioner, fastslår Østre Landsret.

Offentliggjort Sidst opdateret