Aurvig-Huggenberger taber sag mod LO

Den tidligere næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger får alligevel ikke sine pensionsmillioner fra LO. Østre Landsret har netop afgjort, at den tidligere næstformand ikke skal have 6-8 millioner kroner i såkaldt tilsagnspension.

Sagen om pensionsmillionerne stammer tilbage fra 2007, hvor Tine Aurvig valgte at rejse kravet mod LO. Det skete i forbindelse med, at hun tabte kampen om formandsposten til Harald Børsting.

Konsekvensen blev, at Tine Aurvig forlod LO - men hun havde altså et millionkrav i baglommen.

Københavns Byret gav i marts 2010 Aurvig-Huggenebrger ret i, at hun skulle have sine penge. At næstformanden - selv om hun selv havde valgt at forlade LO - skulle have pension på totredjedele af slutlønnen "ved afgang fra LO".

Men LO kunne ikke leve med dommen, og derfor ankede organisationen byrettens dom. Man mente ikke, at der skal indbetales penge til personer, som ikke længere er fagligt aktive i organisationen.

Hos LO er man godt tilfredse med, at landsretten har givet dem medhold:

- Vi ankede byrettens dom, fordi vi var overbeviste om, at LO?s tidligere næstformand ikke var berettiget til den pension, hun krævede, siger LO's sekretariatschef, Finn Larsen, i en kommentar til dommen:

- Jeg håber, at vi nu alle kan lægge denne sag bag os og komme videre, siger han.

Men det kommer nok ikke til at holde. Ifølge Politiken forventes den tidligere næstformand at anke dommen til Højesteret.

Tine Aurvig-Huggenberger blev i 1995 valgt til LO-sekretær og fik da at vide, at hun var omfattet af den særlige pensionsordning, der gjaldt for LOs tillidsmænd. Det var en ordning, som LO afskaffede i 2003.

Og det var derfor, at hun krævede at få sin pension.

/ritzau/

Tine Aurvig-Huggenberger må nu vinke farvel til millioner på pensionskontoen. Landsretten har givet LO medhold

Offentliggjort Sidst opdateret