Avis: Fem spanske sparekasser dumper

Da Spanien vandt VM i fodbold, skubbede det landets voldsomme økonomiske problemer i baggrunden, men nu vender de tilbage.

Fem spanske sparekasser dumper den store europæiske stresstest af banker, fordi de er for skrøbelige. Det skriver den spanske avis El Mundo ifølge RB Børsen.

Tidligere har Goldman Sachs via CNBC meldt om, at i alt 10 af de 91 europæiske banker, der har været udsat for testen, dumper.

Tre danske banker plus svenske Nordea er blandt de i alt 91 europæiske banker, der fredag aften skal til den offentlig eksamen i robusthed. Danske Bank, Sydbank, Jyske Bank og Nordea ventes dog at bestå testen.

Det danske aktiemarked var fredag formiddag roligt forud for den længe ventede stresstest af den europæiske banksektor.

Ifølge bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank er der heller ingen grund til at tro, at der kommer den store reaktion på aktiemarkederne.

Stresstesten skal vise, hvor godt bankerne er polstret til at klare forskellige økonomiske scenarier. Testen undersøger blandt andet, hvad der vil ske, hvis værdien af statsobligationer forringes. Det kan ske, når økonomien i et land forværres, som det for eksempel er sket i Grækenland og andre sydeuropæiske lande.

Ifølge Bloomberg har stresstesten dog ikke prøvet bankernes holdbarhed i tilfældet af en statsbankerot i et af de europæiske lande.

Stresstestens hårdhed har været meget diskuteret op til offentliggørelsen af resultaterne fredag aften, hvor kritiske røster har peget på, at den burde indeholde et statskonkurs-scenario.

Netop frygten for statskonkurs i Grækenland eller et af de andre kriseramte sydeuropæiske lande har været skyld i måneders usikkerhed på de finansielle markeder.

/ritzau/

Fem spanske banker sparekasser dumper den store europæiske stresstest af banker. Det skriver den spanske avis El Mundo. I alt ti banker dumper, forlyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret