Bank: Lukninger vil gavne kunder

Foruden lukningen af bankfilialerne nedtages kontomaterne også. Arkivfoto Foto: Jan Knudsen

Lollands Bank lukker filialerne i Rødbyhavn og Nørre Alslev.

Offentliggjort Sidst opdateret

ERHVERV 29. november lukker Lollands Bank en tredjedel af sine seks filialer - nemlig de to i Rødbyhavn og Nørre Alslev.

Nyheden blev annonceret, da banken i går offentliggjorde sit regnskab for årets tredje kvartal. Et regnskab, der ellers melder, at årets første ni måneder har givet omkring 1.000 nye kunder og et overskud på 53 millioner kroner.

Det resultat - som med bankens egne ord bygger på et "højt aktivitetsniveau, pæne kursreguleringer og et lavt nedskrivningsbeløb" - udtrykker bankens ledelse stor tilfredshed med. Overskuddet er ganske vist faldet knap 19 millioner kroner sammenlignet med den samme periode sidste år, men det skyldes primært en række ekstraordinære forhold. Faktisk er indtjeningen fra renter og gebyrer steget en smule, ligesom medarbejdertallet er vokset med fem.

Men det ændrer ikke på, at ledelsen har valgt at lukke de to filialer. Det vil nemlig være til fordel for aktionærerne, kunderne og personalet, vurderer ledelsen.

- Kunderne får bedre rådgivning, og medarbejderne vil være i større miljøer, siger direktør Anders F. Møller.

Han forklarer, at automaterne også lukkes, da de er dyre at drive, når man ikke selv har en filial.

- Og brugen af kontanter er markant nedadgående, tilføjer han.

Anders Møller er dog godt klar over, at beslutningen vil møde modstand.

- Vi beklager overfor kunderne i Rødbyhavn og Nørre Alslev, at vi gør det, men vi tager stadig samfundsansvar og opretholder kassebetjeningen i blandt andet Maribo, siger han.

Mens filialerne altså lukkes i Nørre Alslev og Rødbyhavn, investerede banken sidste år 2,2 millioner kroner i at modernisere filialen i Nykøbing, og i år kom turen til Nakskov, hvor bankens hovedsæde renoveres for 4,2 millioner kroner.

Læs også artiklen"Bank lukker to lokale filialer"