Bankernes medarbejdere skal have lov at sladre til Finanstilsynet, hvis de hører eller fornemmer, at deres arbejdsplads har kurs mod afgrunden.
I et samarbejde med de europæiske søsterforbund opfordrer Finansforbundet ifølge Politiken regeringen til at indrette en anonym meldetjeneste for ansatte i landets pengeinstitutter.
Det sker på et tidspunkt, hvor også EU-kommissionen overvejer at anbefale anonyme whistleblower-ordninger i de europæiske finansvirksomheder.
- Der er masser af medarbejdere, der har båret rundt på viden, der kunne have afdækket økonomiske problemer eller dårlig ledelse i de pengeinstitutter, der har haft problemer, siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, til Politiken.
- Og måske kunne oplysningerne i sidste ende have afværget en dyb krise eller et krak, som også har store samfundsøkonomiske konsekvenser, siger han.
Finanstilsynet lægger ikke skjul på, at anonyme tip og henvendelser fra medarbejdere i bankerne kunne været et nyttigt værktøj. Lige nu bliver sagen drøftet mellem Finanstilsynet og Finansforbundet.
- Jeg afventer disse drøftelser og vurderer derefter et eventuelt tiltag, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til Politiken.
Men der er slet ikke behov for en hemmelig sladretjeneste i Danmark, mener Finanssektorens Arbejdsgivere (FA).
- Vi har en god, dansk tradition for at tale sammen, når der opstår problemer ude på arbejdspladserne, siger Steen A. Rasmussen, direktør i FA, til Politiken.
En bankmedarbejder kan også i dag kontakte Finanstilsynet. Men som reglerne er skruet sammen, har bankens ledelse krav på at få oplyst navnet på den person, der står bag henvendelsen.
Derfor er der ingen, der tør alarmere Finanstilsynet; de frygter ledelsens reaktion, og i værste fald en fyreseddel, mener Finansforbundet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned