Klichéen om firmaets mand passer særdeles glimrende på Nordeas nye landechef i Danmark. Michael Rasmussen har over halvdelen af sin levetid været ansat i den fællesnordiske finanskoncern og dens danske ophav.
Rasmussen er født i 1964 og blev i 1990 uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet. Allerede i løbet af studietiden havde han dog fundet sig til rette i Privatbanken, hvor han havde en tjans som studentermedhjælp.
Som nyuddannet blev han fastansat i banken, der samme år fusionerede med Sparekassen SDS og Andelsbanken til Unibank.
Rasmussen fortsatte i den nye bank og blev i 1996 udpeget til chef for bankens svenske aktiviteter. Trods skandinavisk udbredelse og en stærk position på det danske marked valgte Unibank i 2000 at fusionere med svensk-finske MeritaNordbanken og siden norske Christiania Bank.
Hermed var Nordea skabt, og Michael Rasmussen, som op til årtusindskiftet var begyndt at banke på døren til Unibanks øverste ledelse, blev tildelt stillingen som direktør for den nye storbanks aktiviteter i Syddanmark.
Siden skiftede Rasmussen ansvarsområde til først Østdanmark og siden København og erhvevsafdelingen, før han i 2008 kunne indfinde sig til møderne i den øverste ledelse for hele koncernen.
Michael Rasmussen fik ansvaret for bankprodukter og Group Operations, og sidste år kunne han også tage de nye europæiske markeder på sin kappe.
Nu går turen så tilbage til den danske forretning, hvor han overtager det overordnede ansvar fra Peter Schütze, der går på pension efter 40 år i banken. Dermed er Michael Rasmussen endnu et stykke fra anciennitetsrekorden i den muterede finansforretning.
Der er da også rigeligt med udfordringer at tage fat på i en tid, hvor bankerne fortsat er præget af eftervirkningerne af finanskrisen. Og spørger man hos konkurrenten, er der kun ros tilovers for den nye landechef.
- Michael er højt begavet og har et højt energiniveau, men samtidig er han nede på jorden og et særdeles behageligt menneske, sagde Tonny Thierry Andersen, daværende økonomidirektør i Danske Bank, til Berlingske sidste år.
Han er siden blevet landechef for Danske Bank i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned