Banker tvinger landbrug til brandudsalg

Frygt for massekonkurser og milliardtab på landbruget har nu fået de danske banker og realkreditinstitutter til at sikre, at lukningstruede landmænd sælger deres landbrugsvirksomheder til kolleger i branchen med plus på kontoen. Det skriver dagbladet Børsen.

Handlerne gennemføres internt i bankerne med det enkelte pengeinstitut som formidler. Både sælger og køber er kunder i samme pengeinstitut, og derved véd den enkelte bank, hvilke landmænd som er tvunget til at sælge, og hvilke der har økonomien til at købe.

Ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam finder fremgangsmåden helt naturlig.

- Vi tager alle instrumenter i anvendelse for at redde, hvad reddes kan. Og vi stiller selvfølgelig finansiering til rådighed for køberen, hvis det kan ske på betryggende vis, siger han til Børsen.

I Nykredit forklarer vicedirektør Poul Erik Jørgensen ligeledes, at fremgangsmåden er helt naturlig.

Mellem hvert fjerde og hvert femte landbrug i Danmark er lukningstruet på grund af katastrofal dårlig økonomi. Truslen retter sig mod både store og mindre landbrug inden for svine- og kvægbrug og planteavl.

I alt tegner dansk landbrug sig for lån på 329 milliard kroner i banker og realkreditinstitutter. En gældsbyrde, der voksede med knap 20 milliarder i 2009.

/ritzau/

Hvis hver femte danske landmænd må dreje nøglen om, kan det betyde tab for den danske finanssektor på op mod 60 milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret