Banker tygger på Riskærs tilbud

Tre banker overvejer nu grundigt det tilbud, Klaus Riskær Pedersen stak dem på falderebet for at undgå en personlig konkurs. Riskær lovede tocifrede millionbeløb i to omgange, hvis tvisten kunne udredes i mindelighed.

Det tilbud bliver nu grundigt overvejet i bankerne, som havde slæbt Riskær i retten.

- Vi arbejder på at få opgjort Riskærs passiver og aktiver, og samtidig har jeg forelagt bankerne Riskærs tilbud. Så må de se, om det er attraktivt, siger bankernes advokat, Peter Wedel Ranch Krarup fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen og partnere.

Han skal som kurator i sagen forsøge at finde hoved og hale i Klaus Riskær Pedersens indviklede selskabskonstruktioner, som er ejet og belånt på kryds og tværs. Riskærs aktiver og passiver skal gøres op, så det står klart, hvor meget der er at komme efter for bankerne, som har 78 millioner kroner til gode.

Af retsmødet i Kolding fremgik det, at Riskær blandt andet ejer en kontorejendom på Lergravsvej på Amager, selskabet Furesøhøj APS og en 982 kvadratmeter stor luksusejendom på Ibiza.

Riskær sagde umiddelbart efter retsmødet i Kolding, at han vil forsøge at undgå konkurs ved at tilbyde bankerne et tocifret millionbeløb nu og et tocifret millionbeløb senere.

- Jeg ved slet ikke endnu, om det er et realistisk tilbud. Han kunne jo også have kommet med det tilbud noget før, siger advokaten, som ikke vil fortælle nærmere om indholdet i Riskærs tilbud.

Det er Danske Bank, Sydbank og VB Finans Holding - der nu er overtaget af Nationalbanken - som mandag fik afsagt et konkursdekret over Klaus Riskær Pedersen.

Klaus Riskær Pedersen blev tidligere erklæret personligt konkurs tilbage i 1992. Han afsoner i øjeblikket en dom for bedrageri og mandatsvig på seks års fængsel.

/ritzau/

Klaus Riskær Pedersen forsøger med alle midler at undvige konkurs. Tre banker overvejer nu Riskærs milliontilbud.

Offentliggjort Sidst opdateret