Erhvervsmanden Asger Aamunds hjertebarn - biotekselskabet Bavarian Nordic - var ikke ligefrem et guldæg sidste år. Selskabet, som producerer vacciner, fik et underskud i kassen på 331 millioner kroner før skat i 2009.
Selskabets pengebeholdning svandt dermed ind med mere end 300 millioner kroner fra en egenkapital i 2008 på lidt over en milliard til ca. 700 millioner kroner i 2009.
Bavarian Nordic havde en omsætning på 75 millioner kroner mod 209 millioner kroner i 2008. Selskabet tjener de fleste penge på at sælge vacciner til USA og Canada.
Bavarian Nordic er især kendt for at have udviklet en koppevaccine - Imvamune, som selskabet fik en kontrakt med de amerikanske sundhedsmyndigheder med. Resultaterne lader dog vente på sig.
- Trods forsinkelser i leveringen, som følge af inspektionen fra de amerikanske sundhedsmyndigheder i 2009, har samarbejdet og dialogen omkring de afledte justeringer været positive, og vi forventer at påbegynde leverancer i løbet af dette halvår, skriver Bavarians administrerende direktør, Niels Smedegaard, om Imvamune i regnskabet.
Ifølge Niels Smedegaard går det også fremad med selskabets udvikling af en vaccine mod prostatakræft.
- Vi deltog på en række større internationale cancerkonferencer og modtog stor anerkendelse for de positive resultater, som vaccinen har vist, og som fortsat styrker vores beslutning om at videreføre projektet i fase III, siger Niels Smedegaard i en kommentar i regnskabet.
Bavarian Nordic regner også med at få underskud i kassen i 2010. Forventningen lyder på et minus på 250 millioner kroner.
Erhvervsmanden Asger Aamund ejer 15 procent af aktierne i Bavarian Nordic og har været bestyrelsesformand i selskabet, som han var med til at starte i 1994.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde