Bedre tone mellem USA og Kina mindsker frygt for økonomien
Risikoen for, at en alvorlig konflikt mellem USA og Kina rammer verdensøkonomien, er mindsket, siger økonom.
Der er positive signaler fra både USA og Kina efter flere møder på højeste politiske plan. Med møderne er risikoen for, at en større konflikt mellem USA, Kina og Japan sætter verdensøkonomien på den anden ende, mindsket.
Det vurderer chefstrateg hos investeringsbanken Carnegie Henrik Drusebjerg.
- Konflikten i Det Sydkinesiske Hav har nok ikke den største fokus herhjemme, men det er helt anderledes, hvis man tager til Asien.
- Risikoen for, at det kan ødelægge forholdet mellem Kina og USA, og ikke mindst Kina og Japan, er udtalt. Så det er uhyre vigtigt, at denne her konflikt ikke bliver større, end den er i forvejen, siger cheføkonomen.
Kina har igennem en længere periode gjort krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav, hvor landet har udbygget rev og gjort dem til øer. Flere andre lande gør også krav på områderne.
Kinas ageren er ulovligt, vurderede en international domstol i juli. Kina vil ikke følge domstolen, og konflikten vækker nationalistiske følelser i hele regionen.
- Vi bør gå ind og give dem en blodtud, som Deng Xiaoping gjorde det i 1979, siger kinesiske militærkilder til Reuters mandag.
Eskalerer konflikten kan det blive en katastrofe for verdensøkonomien, da det vil sætte de største økonomier op mod hinanden. Derfor glæder det Henrik Drusebjerg, at topmøderne mellem USA og Kina har budt på udglattende sprog fra begge parter.
- Efter ambassadør Rices givtige møder med præsident Xi noterede de begge tilfredshed med det substantielle fremskridt i bilaterale relationer, skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse
- Landene har alle midler til at ødelægge det for hinanden. Derfor er det af afgørende vigtighed for verdensøkonomien, at denne her konflikt ikke eskalerer.
- Der har efter min mening ikke været en stor risiko for reel krig, men der har i perioder været en reel risiko for en handelskrig med told, barrierer og obstruktion. Så det er meget positivt, at det ser ud til at deeskalere, siger Henrik Drusebjerg.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned