En højere kurs på amerikanske dollar og britiske pund er hovedårsagen til, at de betrængte danske og svenske mælkeproducenter fra begyndelsen af maj får mere ind på kontoen.
Bestyrelsen i Arla Foods besluttede tirsdag, at den såkaldte Arla-notering stiger med 7,5 øre pr. kilo leveret mælk.
Arla-direktør Peder Tuborgh glæder sig over, at priserne på mælk på industrimarkedet er på vej op.
- Arlas indtjening for resten af året på især det globale marked for mælkepulver udvikler sig bedre end budgetteret. Der er også højere priser på industrimarkedet. Det påvirker også Arla Foods positivt, siger Peder Tuborgh.
Stigningerne på det globale marked for mælkepulver er lige nu en motor for hele mælkemarkedet, og pulverdelen af Arlas marked bidrager til, at selskabet kan løfte prisen til sine ejere, oplyser Peder Tuborgh.
Den sydlige halvkugle går nu ind i vintersæsonen, og dermed ventes produktionen af rå mælk at falde, samtidig med at lagrene i den del af verden samt i USA vurderes at være begrænsede.
Resten af 2010 tegner i øjeblikket bedre end ved budgetlægningen i december 2009, og Peder Tuborgh håber, at dagens prisstigning blot er den første af en række mindre prisstigninger i 2010, efterhånden som markedet løfter sig.
Detailmarkederne er i modsætning til industrimarkedet stadig fastlåst på et lavt niveau, og kæderne er i hård indbyrdes konkurrence om markedsandele. Det har udløst stigende fokus på prisen og dermed skabt fremgang for discount og private label-produkter.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker