Bedste kvartal i fire år for Københavns Lufthavn
Der har været mere travlt i Københavns Lufthavn i årets første ni måneder end i samme periode sidste år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Otte millioner benyttede Københavns Lufthavn i tredje kvartal og medvirkede til plus på 300 millioner kroner.
Københavns Lufthavne havde det mest travle kvartal i fire år i månederne august, september og oktober.
Otte millioner rejsende benyttede lufthavnen i den periode og bidrog dermed til, at lufthavnsselskabet opnåede et overskud på 300 millioner kroner før skat.
Det er godt nyt efter en række pressede år, hvor coronanedlukninger har presset økonomien i lufthavnen og lagt en dæmper på investeringsplanerne.
- Det er afgørende, at Københavns Lufthavne igen begynder at tjene penge, så vi kan investere i fremtiden.
- Det er der brug for, hvis vi fortsat skal være attraktive for flyselskaberne og de rejsende, siger Christian Poulsen, der er konstitueret administrerende direktør for lufthavnen, efter at den mangeårige topchef Thomas Woldbye har forladt København til fordel for Heathrow-lufthavnen i London.
Yderligere plusser i kvartalsrapporten er den nye fireårige aftale om taksterne, som flyselskaberne skal betale for at benytte lufthavnen.
Og endnu vigtigere er der positive nyheder fra lufthavnens største kunde, SAS, der står for en tredjedel af afgangene i Kastrup.
SAS har fundet nye investorer, der skal rekonstruere selskabet og bringe det økonomisk på fode igen.
På baggrund af den foreløbige udvikling i passagertallet tror lufthavnen, at man med årets udgang vil have haft 26,5 millioner passagerer igennem i 2023, og at resultatet før skat vil lande et sted mellem 350 og 400 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker