Begyndende efterspørgsel på erhvervsejendomme

“Helt stille” Så kategorisk lyder beskrivelsen fra erhvervscenterchef Finn Larsen, Home Sydsjælland Lolland-Falster, om især den lokale situation på markedet for erhvervsejendomme i foråret.
- Men vi må erkende, at aktiviteten for både salg og udlejning har været støt faldende hen over året. Og altså specielt op til sommerferieperioden. Lige nu kunne det se ud til, at aktiviteten så småt er ved at komme i gang igen - men stadig på et lavt niveau i forhold til tidligere år, fastslår Finn Larsen.
Hans beskrivelse af markedet lyder i øvrigt: Mange henvendelser - men få handler.
- De fleste forespørgsler bliver ikke rigtig til noget. Det skyldes problemer med finansieringen eller for stort et gab prismæssigt mellem købernes - eller lejernes - forestillinger og sælgerens - eller udlejerens - krav og forventninger. Derfor falder mange aftaler på gulvet, konstaterer erhvervsmægleren.
Det stigende antal henvendelser - uden konkret udfald - ser han dog ikke nødvendigvis som noget negativt.
- Tværtimod må vi sige, at når der trods alt er flere henvendelser, så viser det trods alt, at der er en interesse. Og så skal vi frem for alt ikke glemme, at Lolland-Falster står foran en kolossal påvirkning i positiv retning, når anlægsarbejderne på den kommende Femern Bælt-forbindelse går i gang, siger Finn Larsen, som på den baggrund tror på gode fremtidsudsigter.
- Jeg bemærker, at eksempelvis MT Højgaard vil etablere sig i området, og vi er også vidende om, at virksomheder inden for andre brancher har kig på landsdelen. Så vi ser da fortrøstningsfuldt på fremtiden, konstaterer han.

Efter måneder uden aktivitet i erhvervsejendomme er der et lille håb forude for erhvervs-marked

Offentliggjort Sidst opdateret